Vedtægter for Slagelse Bridgeklub

§ 1. Navn og tilhørsforhold

Klubbens navn er Slagelse Bridgeklub.

Klubben er hjemmehørende i Slagelse Kommune.

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed af Distrikt Vestsjælland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter.

Klubben er stiftet den 29. september 1983.

§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftner for gennem træning, socialt samvær, foredrag, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interesse for bridge.

§ 3. Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.

Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt at leve op til klubbens medlemsbestemmelser.

Afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges på førstkommende ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen kan optage passive medlemmer.

Passive medlemmer kan deltage i den primære aktivitet som substitutter.

Indmeldelse er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter ½ sæson, når omstændighederne taler for det.

Medlemskab ophører ved sæsonens afslutning, medmindre der foretages tilmelding til den nye sæson.

I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets økonomiske mellemværende med klubben afvikles.

§ 4. Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.

En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.

§ 5. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes primo maj måned.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted ved opslag i klubben samt på hjemmesiden med 1 måneds varsel og meddelelse til medlemmerne.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftlig til bestyrelsen senest 2 uger inden generalforsamlingens afholdelse.

Indkomne forslag fremsendes til medlemmerne senest en uge før en generalforsamling og lægges på hjemmesiden.

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 6. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst opfylde følgende punkter:

  1. Valg af Dirigent
  2. Valg af 2 stemmetællere og referent
  3. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  4. Godkendelse af det reviderede regnskab
  5. Fastsættelse af årskontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand (hvis denne er på valg) (ulige år)
  8. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (lige år)
  9. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (ulige år)
  10. Valg af revisor og revisorsuppleant
  11. Eventuelt
§ 7. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver eksklusioner, vedtægtsændringer og beslutninger om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 4, 13 og 14.

Afstemninger skal foretages skriftligt, hvis et medlem forlanger det og altid ved valg mellem flere kandidater.

Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes af dirigenten, og underskrives af dirigent og referent.

§ 8. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, beslutninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 9. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

Formanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges også for en periode på 2 år, hvor der vælges 2 medlemmer i lige år og 2 medlemmer i ulige år.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelses konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær.

Der indkaldes til bestyrelsesmøde, når formand eller i dennes forfald næstformand finder det nødvendigt, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (fx spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver blandt medlemmerne.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der udarbejdes et referat af bestyrelsens møder.

§ 10. Regnskab

Klubbens regnskabsår er fra 1/4 – 31/3. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

§ 11. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.

§ 12. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Ved investeringer over kr. 5000,- kræves godkendelse af et flertal i bestyrelsen. Ved lånoptagelse, køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves generalforsamlingens godkendelse.

Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.

Dog gælder almindeligt bestyrelsesansvar.

§ 13. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 14. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

For at forslaget kan vedtages, kræves at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant kvalificeret flertal ikke, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med almindeligt stemmeflertal.

Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå en dansk, almennyttig forening.

 

Vedtaget på generalforsamlingen den 4. maj 2026


Dirigent: Henning Madsen, Referent: Orla Kristiansen